Nyt navn og styrket eksport giver godt år 2019
Nyt navn og styrket eksport giver godt år 2019
2. juni 2020
Valsemøllen A/S har netop offentliggjort sit årsregnskab for 2019. Med et succesfuldt navneskifte på forbrugersiden og en styrket eksport af økologiske havreprodukter lander årets resultat på 27 mio. kr.
Den Esbjerg-baserede virksomhed kom ud af 2019 med en omsætning på 628 mio. kr. og et samlet resultat før skat på 27 mio. kr. Efter et enkelt års resultatdyk i 2018 på baggrund af en katastrofal kornhøst er virksomheden nu tilbage på samme høje niveau som tidligere år.
I fødevarebranchen – og alle andre steder - bliver der talt om et før og efter Covid-19. Det netop offentliggjorte årsregnskab for 2019 viser, at Valsemøllen op til Corona-krisen var en veldrevet dansk virksomhed. Også nu – efter en meget speciel tid med utallige, nødvendige forholdsregler - ser Valsemøllen samlet set ud til at komme helskindet ud af Corona-krisen på baggrund af stor efterspørgsel på mel og bageblandinger hos hjemsendte danske forbrugere, men på samme tid manglende afsætning til den trængte foodservice sektor.
Økologisk eksport giver øget omsætning
”Økologi fylder mere og mere og er noget, vi er kendte for at være gode til her i Danmark. Det har vi omsat til en øget eksport af særligt økologiske havregryn og -flager til vores nabolande. Samtidig har vores strategi om at hente endnu mere af kornet lokalt ind – fra danske marker – også vakt positiv opmærksomhed hos danske kunder, som i stigende grad vælger at prioritere den korte vej fra jord til bord – til gavn for både klimaet, fødevaresikkerheden og ikke mindst danske arbejdspladser,” siger adm. direktør Niels Brinch-Nielsen.
En anden gren, som Valsemøllen har udvidet med i 2019, er entreen i kage-kategorien i detailhandlen. Her har en række nye kageblandinger også bidraget til vækst i omsætningen.
Fra Finax tilbage til Valsemøllen
I 2019 gik Valsemøllen med sine mange melprodukter i detailhandlen tilbage til rødderne og skiftede navn fra det ellers succesfulde Finax til det mere danskklingende – oprindelige – navn ’Valsemøllen.’ Virksomhedsnavnet er i årevis blevet anvendt ud mod bagere og foodservice-kunder og stammer helt tilbage fra møllens grundlæggelse i 1899.
”Med vores navneskifte fra Finax til Valsemøllen i detailhandlen, er vi lykkedes med at slå igennem med budskabet om, at vi er en dansk mølle med danske produkter. Vi har kun fået positive reaktioner på navneskiftet, som giver mere gennemsigtighed for både forbrugere og professionelle, ” siger Niels Brinch- Nielsen.
Flere investeringer i vente
Mens det forgangne år bød på store investeringer i mølleriet, byder også 2020 på nye investeringer. Bl.a. er første spadestik til en ny lagerhal ved siden af mølleriet i Køge netop taget.
Modtag vores nyheder direkte i din inbox!
Indtast dine oplysninger og klik “tilmeld” så er du med.