Transparent
Valsemøllen A/S
Bruschetta med svampe foto

Bruschetta med svampe

Brug daggammelt brød til at lave sprøde bruschetta med svampe, som passer perfekt til kantinefrokosten, et tapasbræt eller som en efterårsvenlig forret. I denne opskrift på bruschetta med svampe bruges et lyst hvedebrød, fx franskbrød, flute eller ciabattabrød, men du kan også sagtens bruge et rugbrød for en lidt grovere version af bruschetta. Brug sæsonens svampe eller lige dine favoritter: champignoner, kantareller eller østershatte.

Ingredienser


6 skiver Daggammelt brød
2 spsk Olivenolie
300 g Svampe, fx champignon, kantarel, østershatte
3 spsk Smør
2 fed Hvidløg
6 kviste Timian
50 g Parmesanost
Salt og friskkværnet peber

Fremgangsmåde


  1. Tænd ovnen på 200°C varmluft.

  2. Beklæd en bageplade med bagepapir og læg brødskiverne derpå. Rist dem i ovnen i ca. 2-3 minutter – brødene skal kun lige blive gyldne.

  3. Pensl brødene med olivenolie når de kommer ud af ovnen.

  4. Rens og skær svampene i skiver.

  5. Varm en pande op og lad den blive godt varm. Kom svampene på og lad dem stege et par minutter, uden du vender dem rundt. Ryst allerhøjst panden lidt.

  6. Tilsæt smør, hele pillet hvidløgsfed, timiankviste og evt. lidt olivenolie. Steg i ca. 5 minutter til svampene er gyldne.

  7. Fjern hvidløg, timiankvistene og smag til med salt og peber.

  8. Kom svampene på den ristede brød. Riv med parmesan og pynt evt. med lidt timian.

Modtag vores nyheder direkte i din inbox!

Indtast dine oplysninger og klik “tilmeld” så er du med.

Jeg er bekendt med Valsemøllen A/S's persondatapolitik, og jeg kan til enhver tid afmelde mig modtagelsen af inspirationsmailen.

Søg på Valsemøllen

    Find flere opskrifter her